Manglende viden hos topchefer kan bremse digitaliseringen

Det Digitale Vækstpanels 33 anbefalinger, der skal gøre Danmark til en digital frontløber, er et rigtigt godt oplæg. Men alle de fine intentioner vil strande, hvis ikke topcheferne i både offentlige og private organisationer forstår de enorme omvæltninger, der er på vej, siger Professor og direktør i Digitaliseringsinstituttet Pernille Kræmmergaard

Det er fremragende, at regeringen får en konkret plan for, hvordan digitalisering skal gøre Danmark konkurrencedygtig og skabe vækst. Det er faktisk helt afgørende for os som nation.

Det vurderer Pernille Kræmmergaard, der er professor i digitalisering og direktør for Digitaliseringsinstituttet. Men hun advarer samtidigt om, at der er alvorlige faldgruber.

”Hele ideen om et digitalt samfund står og falder med, om toplederne i Danmark har indsigt og viden nok til at udnytte potentialet i digitalisering, og om de har viden nok til at sætte gang i de enorme forandringer, der kræves. Det her handler ikke om at lave en papirblanket om til en pdf-fil. Det handler om, at skabe helt nye produkter, der er baseret på nye teknologier, nye behov og helt andre måder at skabe værdi.”

Hun understreger, at IT-forståelse på ledelses-niveau ikke har noget at gøre med, at man selv bruger IT i hverdagen eller ved hvordan man skaber ting med IT: ”Man skal have konceptuelle kompetencer, så man kan gennemskue, hvordan digitale modeller forandrer alt fra kundekontakt, innovation, samarbejde, værdiskabelse og selve produkterne.”

Ikke en opgave for IT-afdelingen

Vi er også langt forbi den tidsalder, hvor man kunne overlade digital transformation til IT-afdelingen.

”Digitalisering er alt for vigtig til, at man kan overlade det til IT-afdelingen. Det handler om selve hovedstrategien i organisationen, og dermed om transformationsledelse og om hele kulturen i virksomheden,” siger Pernille Kræmmergaard.

Hun understreger, at det ikke er nok at sende en konsulent og IT-chefen til Silicon Valley og komme hjem med et begejstret foredrag om kunstig intelligens. Det er ikke nok at kende de teknologiske platforme til at kunne vælge de rette løsninger og implementere dem i virksomhedens produkter.

Selve digitaliseringen lægger også op til et større samarbejde med andre virksomheder.

”Tidligere kunne en virksomhed koncentrere sig om at bygge et godt produkt. I dag handler det lige så meget om at kunne samarbejde med andre for at udnytte platforme. En B&O-radio skal ikke bare være flot design. I dag har den unge generation deres musik på mobiltelefonen, og derfor handler den type løsninger lige så meget om trådløse og bærbare enheder, hvor det afgørende er, at de er åbne for andre platforme.

”Et af kravene til digitale virksomheder er fx, at de i langt større grad skal være åbne for samarbejde med andre, så man kan skabe løsninger langt hurtigere og langt mere fleksibelt,” siger Pernille Kræmmergaard.